Kristoffer Kolding & Mette Werge er udtaget til VM

26-05-2026

🇩🇰 KOLDING OG WERGE KLAR TIL VM 🏸

Badminton Danmark har udtaget Kristoffer Kolding og Mette Werge i anden fase af udtagelsesprocessen til VM 2026 i Indien fra den 17. til 23. august. Den unge mixed double skal dermed repræsentere Danmark på den største internationale badmintonscene 🌏

For Kolding og Werge bliver VM-deltagelsen endnu et vigtigt skridt i deres udvikling som makkerpar efter en periode med flotte nationale og internationale resultater.

”Jeg er stolt og glad over at skulle med til VM sammen med Kristoffer. Det bliver selvfølgelig en stor udfordring, men jeg forventer, at vi tager til Indien og spiller noget god badminton,” siger Mette Werge.

Kristoffer Kolding ser også frem mod VM med stor glæde:

”Det er kæmpestort at blive udtaget til VM. Det er jo det, man træner for hver dag. Det er mit første store mesterskab både som senior- og ungdomsspiller, så for mig bliver det en helt vild oplevelse,” siger han.

Med udtagelsen af Werge/Kolding er den danske VM-trup nu oppe på 13 spillere:

🇩🇰 Anders Antonsen, Rasmus Gemke, Mia Blichfeldt, Line Christophersen, Kim Astrup/Anders Skaarup Rasmussen, Daniel Lundgaard/Mads Vestergaard, Mette Werge/Kathrine Vang, Mathias Christiansen/Alexandra Bøje og altså Mette Werge/Kristoffer Kolding 🇩🇰

Elite- og sportschef Jens Meibom glæder sig over at kunne give sidstnævnte værdifuld international erfaring:

”Kristoffer og Mette har udviklet sig rigtig fint i denne sæson, og vi vurderer, at det vil være godt og lærerigt for deres udvikling at deltage i VM. Vi håber på, at de kan levere en god præstation og måske drille nogle af de andre par, men målet er primært at give dem relevant international mesterskabserfaring, som de forhåbentlig kan lære rigtig meget af og blive motiveret af,” siger Jens Meibom


Vores sponsorer